Politiets registerblade

Politiets registerblade er et register over Københavns beboere i perioden 1890-1923. Det blev ført af Københavns politi, som havde brug for et register, der viste hvor folk boede og hvad de levede af. De kunne bruge bladene til f.eks. at finde efterlyste personer.

Registerbladene er den første centrale personregistrering af samtlige beboere i København og er en forløber for Folkeregisteret.

Indhold og troværdighed

Registerbladene dækker samtlige beboere over 10 år i København (undtaget Nyboder). Børn i alderen 10-14 år og gifte kvinder blev ført på husfaderens registerblad.

Der er følgende oplysninger: Navn, fødested, fødselsdato, beskæftigelse og adresser.

Derudover har politiet noteret forskellige bemærkninger om personen til internt brug, f.eks. 'offentligt fruentimmer' om prostituerede,  'hasardspiller' eller 'afh' for 'afhørt'  m.m.

Bladene er ordnet efter de 9 politidistrikter, der var i København i 1923. I hvert politidistrikt er bladene ordnet efter efternavn-fornavn. Alfabetiseringen er ikke kun fonetisk, men også harmoniserende, dvs. Jönsson = Jensen, Persson = Petersen osv.

Københavns politi lavede registerbladene i 1890-92 på baggrund af mandtalslister, som husejere udfyldte hvert halve år. Derudover skulle byens borgere møde op på den lokale politistation og meddele flytning.

Man kan ikke stole 100 % på oplysningerne i registerbladene. Det var oplysninger, som byens borgere selv gav og nogle gange blev der pyntet lidt: En fraskilt blev til enke osv. Oplysningerne kan også være mangelfulde, fordi folk ikke meddelte politiet alle flytninger. Endelig kunne politibetjentene, der førte registrene, lave fejl. Det er derfor en god idé at tjekke oplysningerne i andre kilder f.eks. kirkebøger eller folketællinger.

Hvor finder jeg politiets registerblade?

Politiets registerblade opbevares i Københavns Stadsarkiv, men de er også digitaliseret i www.politietsregisterblade.dk. Der kan søges direkte på personnavne.

Alle registerblade for hovedpersoner (husstandsoverhoveder) er indtastet, mens bladene for ægtefæller og børn stadig (februar 2014) er under indtastning. Der mangler i skrivende stund ca. 1/3. Også de såkalde dødeblade 1893-1923 er registreret.

Se endvidere vejledningen til www.politietsregisterblade.dk samt forkortelsesliste mv.: http://www.politietsregisterblade.dk/component/content/article?id=144