Skattevæsen

Den ældste grund til, at magthaverne i et samfund kan ønske sig en registrering af befolkningen, er ganske enkel: Det giver mulighed for at opkræve skatter. Længe gik skatterne til præstens, godsejerens og kongens underhold (og krigsførelse). Men skatterne ændrede mere og mere formål og karakter - nogenlunde i takt med, at Danmark blev et mere og mere demokratisk samfund. Skatterne skulle tjene til det fælles bedste. Og måden at beregne skat på kunne være med til at udligne de værste sociale uligheder i samfundet.

I 1903 blev der gennemført en skattereform. Ved reformen blev gennemført indkomst- og formuebeskatning til staten, sådan som vi kender i dag: Man betaler skat i forhold til, hvor meget man tjener. Der blev endda indført progressiv beskatning, som lægger den højeste skatteprocent på skuldrene af dem, der tjener allermest. Reformen skulle også føre til en mere lige skattebyrde mellem land og by. Der blev gennemført ejendomsvurderinger, som ejendomsskatten blev beregnet på grundlag af. 

Skatten på indkomst og formue til staten blev beregnet på grundlag af de selvangivelser, som skatteyderne indsendte til kommunerne. Beregningen af ejendomsskat (eller ejendomsskyld) skete som nævnt på grundlag af vurderinger, som blev foretaget af særligt udnævnte vurderingsmænd i skyldkredsen.