Socialklasser i byerne

Byernes befolkning bestod i hovedsagen af fire hovedgrupper: Arbejdsgivernes familie, funktionærernes familier, arbejdernes familier og offentligt ansattes familier.

Arbejdsgiverne

Gruppen af arbejdsgivere omfattede alt fra den lille håndværksmester eller handlende til den store fabriksejer, grossereren og skibsrederen. Den ene kunne undertiden leve en kummerlig tilværelse, mens den anden levede i sus og dus. 

I perioden 1901-1921 faldt antallet af arbejdsgivere i håndværk og industri. Til gengæld steg antallet af arbejdere til næsten det dobbelte og antallet af funktionærer til det tredobbelte. Det var et udtryk for industrialiseringen: Der blev færre små håndsværksmestre, mens fabriksejerne fik større fabrikker med mange arbejdere - og mange mellemledere.

Funktionærerne

Generelt var funktionærerne den hurtigst voksende gruppe i samfundet. De større virksomheder gav ikke alene plads til værkførere, men også til bogholdere og sekretærer.

Arbejderne

Den danske fagbevægelse var den stærkest organiserede i verden, fordi langt de fleste fagforeninger var en del af én hovedorganisation, De samvirkende Fagforbund. Fagbevægelsen havde skaffet arbejderne bedre løn og arbejdsvilkår og i 1919 også en arbejdsdag på kun 8 timer. Under verdenskrigen havde fagbevægelsen dog været tilbageholdende med lønkrav, og det var medvirkende til at uddybe den splittelse, der siden 1909/1910 havde været mellem syndikalisterne (en revolutionær, socialistisk bevægelse) og den socialdemokratiske fagbevægelse.

Offentligt ansatte m.fl.

Den offentlige administration voksede kraftigt under verdenskrigen som følge af kriselovgivningen. I 1911 levede 142.000 personer i en familie, hvor en offentligt ansat var forsørgeren. I 1921, hvor kriselovgivningen igen var under afvikling, var 184.000 familiemedlemmer forsørget af en offentlig ansat.

De offentligt ansatte var en voksende, men samtidig en meget ujævn gruppe, lidt ligesom arbejdsgiverne. Den kvindelige kontorist på Sukkerkontoret under Statistisk Departement havde ikke en løn, der kunne hamle op med en faglært arbejders, mens departementschefen var velsitueret.

Det sociale hierarki

Økonomi alene er ikke bestemmende for, hvor et menneske befinder sig i det sociale hierarki. Kontoristen kunne i nogle sammenhænge godt føle sig "finere" end arbejderen - mens det for arbejderne (principielt) set slet ikke handlede om at være fin, men om at have og bevare sin faglige stolthed. Med andre ord afhang det også af synsvinklen og om at have noget, der stivede ens selvfølelse af.

Alligevel er det uomtvisteligt, at nederst i hierarkiet befandt fattighjælpsmodtagerne sig, navnlig dem som opholdt sig på en fattiggård eller på en forsørgelsesanstalt. Alle kunne i princippet havne der. Arbejdsløshed og sygdom var alle mands herre, og syge- og arbejdsløshedsforsikring var først under opbygning.