Socialklasser på landet

I landbruget var der tre grupper af jordejere (godsejere, gårdejere og småbrugere) og tre grupper af arbejdere (landarbejdere, daglejere og tyende).

Godsejere og proprietærer

Godsejere og proprietærer havde meget mere jord, end de selv kunne dyrke. Derfor kunne et gods være en stor arbejdsplads med mange ansatte både inde og ude. I travle perioder måtte godsejeren også betjene sig af daglejere. Faktisk var godsejeren tit optaget af andre ting end jordbrug. Traditionelt havde godsejerne stor indflydelse i lokalsamfundet, både økonomisk og politisk. 

Gårdejerne

Gårdejerne eller gårdmændene havde familielandbrug, der ofte gik i arv fra generation til generation. Gårdejeren havde som regel også for meget jord til, at han helt selv kunne drive bruget. Han fik typisk hjælp af store sønner og tjenestekarle. Indendøre blev konen i huset, madmor, assisteret af en tjenestepige eller en halvvoksen datter, når der skulle laves mad til et stort folkehold. En god dansk gård gav normalt familien en økonomisk tryg tilværelse. I Danmark var gårdmændene i kraft af deres antal og selvforståelse en meget vigtig politisk gruppe både lokalt og på landsplan.

De små jordejere

Den største gruppe af jordejere var dog dem, som kun ejede noget eller en smule jord. Bolsmanden ejede noget jord, og de mest "velstående" kunne undertiden gå for at være en gårdmand. Parcellisten og afbyggeren havde lidt jord. Husmanden havde sit hus - og så kun en lille smule jord.

Fra 1899 begyndte staten dog at støtte opkøb af jord, og de såkaldte statshusmandsbrug opstod. Et statshusmandsbrug skulle næsten pr. definition være et jordbrug, der lige præcis var stor nok til at brødføde en familie. Ofte måtte husmanden dog supplere sin indtægt ved en gang imellem at tage arbejde hos f.eks. godsejeren.

Hvor penge gav både godsejeren og gårdejeren muligheder for såvel luksus som bedre landbrugsredskaber etc., var de små jordejeres økonomi i hovedtræk baseret på selvforsyning. Der var ingen luksus og yderst ringe muligheder for at forbedre sin sociale status.

Arbejderne

Som nævnt var der også tre typer arbejdere. Der var landarbejderne, daglejerne og tyendet. Landarbejderne boede ofte til leje i et lille hus med en køkkenhave til, somme tider med en lidt større køkkenhave og så kunne de også kaldes indsiddere. Deres liv var ikke meget anderledes end daglejernes, som blot fik arbejde for én dag ad gangen. Fagforeninger fandt kun meget langsomt fodfæste på landet, og landarbejdernes tilværelse afhang meget af godsejerens nåde og barmhjertighed.

Der kunne være andre beskæftigelsesmuligheder end hos den store gårdejer og godseejeren. Der foregik anden virksomhed på landet end lige traditionel landbrugsdrift. I nogle egne var der f.eks. mulighed for tørvedrift, hvor man udvandt tørv til brændsel. I andre egne var der basis for teglværksdrift. 

Den sidste gruppe af arbejdere på landet var tyendet. Tyendet var som regel sikret mad og sultede vel ikke sådan som landarbejderfamilien utvivlsomt gjorde af og til. Men deres værelse hos arbejdsgiveren, kammeret, måtte de ofte dele med en anden og undertiden var det ude i stalden. Værst stod det dog til med deres rettigheder. Husbonden kunne stort set gøre, hvad han ville. Han kunne også "revse" sit tyende, altså slå uden at det fik konsekvenser. Revselsesretten over tyende bortfaldt først i 1921.