Begyndende massekultur

En forudsætning for et fungerende demokrati er en fælles referenceramme. Det var længe de trykte medier, aviserne, som havde en hovedrolle her. Netop omkring 1900 betød den tekniske udvikling, at et nyt medie med opfindelsen af filmapparatet spirede frem.

Den første offentlige filmforvisning fandt sted i Paris d. 28. december 1895. Der blev vist 10 små film af hver ca. 1 minuts varighed. Danskerne kunne også se en filmforvisning et halvt år efter, og i 1904 fik man den første biograf på strøget i København, Kosmorama. Derefter gik det hurtigt, og få år efter havde selv den mindste by mindst 1 biograf.

De første film: Fra levende billeder til spillefilm

De allerførste stumfilm var små optagelser af hverdagslivet, naturen eller begivenheder og uden nogen egentlig handling. Det kunne f.eks. være ''Nordsjællands smukkeste egne', 'Arabiske pottemagere eller  'Vandsport'.

Senere begyndte man at eksperimentere med simple handlingsforløb og udviklede fortællende film. Filmen, opdagede man, havde sit eget sprog og sine egne virkemidler, og der blev eksperimenteret med nærbilleder og parallelle handlingsforløb blev sat sammen i klip.

Stumfilmene blev ledsaget af musik, og musikerne sad i selve biografsalen. Det kunne være et helt symfoniorkester eller bare én, der spillede klaver. Omme bag lærredet brugte man genstande til lydefterligning: knaldpistoler, gryder, fløjter osv.

I 1927 begyndte USA at lave film med lyd, og i 1931 fulgte den første danske tonefilm. Danmark udviklede sit eget tonefilmsystem, og det var f.eks. B&O, der havde lavet lydanlægget, da Disneys tegnefilm Mickey Mouse havde premiere i Danmark i 1928.

Biograffilm var tidens mest populære underholdningsmedie

I 1890'erne blev de meget korte film vist i kukkasser i forlystelsesparker eller som del af en varietéforestilling. I begyndelsen af 1900-tallet dukkede de første biografer op, de såkaldte 'butiksbiografer'. Det var nemlig typisk i tomme butikslokaler, at man indrettede de første biografer.

Det store folkelig gennembrud kom efter ca 1906, hvor filmene begyndte at fortælle længere og sammenhængende historier. Biografer voksede hurtigt i antal og størrelse. Biograffilmen var i perioden 1920'erne til 1950'erne det dominerende underholdningsmedie.

Der var derfor økonomi til at bygge selvstændige biografbygninger, og det blev der gjort i stor stil. F.eks. byggedes i 1917-1918 Palads Teater på Axeltorv i København, som er bygget om flere gangen, men stadig fungerer som biograf.



Vesterbros Teater var en biograf, der lå på Vesterbrogade nr. 29. Den kunne rumme 600 mennesker. Biografen viste typisk cowboy-film og var et samlingssted for brokvarterernes hårde drenge. Foto i Københavns Museum.

Klip fra cowboy-filmen 'Et rigtigt mandfolk' fra 1920 med en tidens store stjerner, Tom Mix. Filmen kunne have gået i Vesterbros Teater, men vi ved det ikke. Film fra Det Danske Film institut: Originaltitel 'The Texan', instruktør Lynn F. Reynolds, produktionsselskab Fox.