Borgerlige ægteskaber

Personlige frihedsrettigheder er en væsentlig del af et demokrati. Religionsfrihed er én af disse rettigheder.

Religionsfriheden er sikret i grundloven. Ved grundloven i 1849 blev kirke og stat adskilt, og der fandtes ikke mere en statskirke. Dog var langt de fleste danskere evangelisk-lutherske, og derfor blev forbindelsen mellem stat og kirke ikke brudt helt. Folkekirken opstod. Fortidens tvungne medlemskab af kirken blev afløst af frivillighed. Dåb kunne fravælges, og man kunne melde sig ud af kirken, hvis man ønskede det. Foruden denne frihed til at fravælge folkekirke, sikrede grundloven også borgernes ret til at tilslutte sig andre trossamfund.

Borgerlige vielser – et monopol bliver brudt.

Trods grundlovens bestemmelse om religionsfrihed var det kun muligt at blive gift af en præst. Så hvis et par ville giftes, var de tvunget til en folkekirkelig vielse. Denne ordning stod i skærende kontrast til den religionsfrihed, der var blevet indført i 1849. Noget måtte gøres – og muligheden for borgerlige vielser opstod.

En mulighed for de få

I første omgang, i 1851, blev muligheden for en borgerlig vielse for de få, for det blev bestemt, at kun personer med "særlige afvigelser" kunne blive gift på denne måde. Hermed mentes folk, der var meldt ud af folkekirken eller tilhørte et ikke anerkendt trossamfund. I de følgende mange år var der kun ganske få borgerlige vielser – det var ikke "normalt" ikke at tilhøre et anerkendt trossamfund, men med ægteskabslovene i 1922 blev muligheden udvidet.

En mulighed for alle

Fra 1923 var der fuld valgfrihed i forhold til indgåelse af ægteskaber – restriktionerne blev pakket væk, og alle, der måtte ønske det, kunne nu blive gift af en ikke-religiøs, borgerlig myndighed. Dette betød en væsentlig forøgelse af antallet af vielser gennemført på denne måde.

Hvorfor vælge borgerlig vielse?

Siden 1880'erne havde en del socialdemokrater meldt sig ud af folkekirken, og de havde allerede på den måde fået adgang til at indgå borgerlig vielse. At udtræde af folkekirken var dog ikke kun et religiøst, men også kulturelt skridt. Helt så voldsomt virkede indgåelsen et borgerligt ægteskab ikke. Det var ikke på samme måde et brud. Og nu var muligheden der altså for dette både-og: Muligheden for at blive i folkekirken, men alligevel blive borgerligt viet. Der var også andre grupper nu, som ikke havde et religiøst motiv. F.eks. kunne fraskilte og enker/enkemænd være interesserede i et mere "stille" bryllup anden gang. Der kunne også være et økonomisk aspekt, forventningerne til festen efter et kirkebryllup var større end forventningerne til en (evt.!) fest efter en borgerlig vielse.

Endelig var der også præster, som slet ikke ønskede at vie fraskilte.

Sekularisering

Fra 1500-tallets reformation, hvor kirken mistede magt og ejendom, over grundloven, hvor statskirken blev nedlagt, og så frem til og ind i det 20. århundrede, hvor kirken har fået sit monopol udhulet, kan vi i dag tale om, at sekulariseringen er mere og mere fremherskende. Religionen er gået fra at være et statsanliggende til at være en privatsag, som den enkelte borger i Danmark selv må tage stilling til. Er sekulariseringen så slået fuldt igennem? Nej, stat og kirke hænger stadig sammen, men hvis sammenligningsgrundlaget er den kirkemagt som reformationen var en reaktion på, eller den folkekirke som blev skabt i 1849, så er der verdener til forskel, og der er i høj grad sket en væsentlig sekularisering af det danske samfund.