Mellem fattighjælp og velfærd

Grundloven i 1849 pålagde det offentlige at sørge for, at også samfundets svageste blev forsørget. I praksis havde det ikke den store betydning. Også hidtil havde man kunnet søge fattighjælp ved sognet eller kommunen.

Fattighjælpens virkninger

At modtage fattighjælp var imidlertid forbundet med en række indskrænkninger, bl.a. i de demokratiske rettigheder. En fattighjælpsmodtager kunne ikke stemme til hverken kommunal- eller folketingsvalg.

Også de personlige rettigheder blev der gjort indgreb i: Man mistede f.eks. retten til at gifte sig. Fattighjælpsmodtagere burde ikke stifte familie, mente man. Men selv om fattighjælpsmodtagere ikke kunne blive gift, kunne de godt få børn.

Fattighjælpen blev givet efter skøn. Det betød, at sognerådet eller kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde vurderede, om hjælpen nu også var nødvendig. Det almindeligt anvendte udtryk "at falde sognet til byrde" siger noget om den ydmygelse, der var forbundet med modtagelsen af fattighjælp.

Det var også meningen. At søge fattighjælp skulle være sidste udvej. Før det skulle man på alle måder have søgt at hjælpe sig selv.

Hjælp til selvhjælp

I byerne voksede behovet for hjælp nærmest i takt med industrialisering og urbanisering. Reallønnen faldt, og arbejderfamilien levede tæt ved eksistensminimum. Derfor blev den også meget sårbar over for sygdom og arbejdsløshed. Når sygdom eller arbejdsløshed ramte, tippede læsset. Fattighjælp var som regel eneste mulighed.

Arbejderne kunne ikke spare tilstrækkeligt op, så de kunne forsørge sig selv og deres familier i perioder, hvor de ikke tjente noget. Udgifter til læge og medicin kunne være uoverstigelige. Mange sygekasser og arbejdsløshedskasser blev oprettet, ofte i arbejderbevægelsens regi. Men det løste ikke problemerne. Dels havde mange ikke råd til at være så forudseende at melde sig i arbejdsløshedskasse og sygekasse. Dels var det som nævnt svært at spare tilstrækkeligt op.

Hjælp til selvhjælp var princippet bag sygekasseloven i 1892. Loven ydede statstilskud til sygekasser og dermed til de syge, som tidligere havde været så forudseende at indbetale et mindre kontingent.

Det var samtidig et incitament for andre til at melde sig i en sygekasse. Og med flere medlemmer blev kassebeholdningen naturligvis også bedre funderet.

På samme måde fik arbejdsløshedskasser statstilskud ved loven i 1907 om anerkendte arbejdsløshedskasser.

Både for sygekasser og arbejdsløshedskasser gjaldt, at dagpengebeløbet maksimalt kunne beløbe sig til 2/3 af lønnen. Man kunne kun få sygedagepenge, hvis man var syg i mindst 13 uger i løbet af 12 måneder. Reelt var det nok hjælpen til betaling af læge og medicin, der fik størst betydning. 

I løbet af 3 år kunne en arbejdsløs højst modtage arbejdsløshedsunderstøttelse i 210 dage.

At modtage hjælp fra en syge- eller arbejdsløshedskasse havde ikke de samme konsekvenser som at modtage fattighjælp.

Værdigt og uværdigt trængende

Man skulle så vidt muligt hjælpe sig selv. Men lidt efter lidt erkendte lovgiverne, at det ikke altid lod sig gøre. Ved Den reviderede fattiglov 1891 blev der givet statslig støtte til lægebesøg, jordemoder og begravelse. Disse former for hjælp blev ikke betragtet som fattighjælp.

Fattighjælpens virkninger skulle "de uforskyldt nødlidende" eller de "værdigt trængende" forskånes for. Man gjorde det ikke over en kam ved at fjerne disse virkninger - man prøvede i stedet at henvise dem til "de frie fattigkasser". Kasserne var oprindeligt baseret på private indsamlinger, men nu i stigende grad med kommunalt tilskud. De kunne ikke opfylde behovet.

Var nøden selvforskyldt, så var fattighjælpens virkninger på sin plads. Og nøden var selvforskyldt, hvis faderen og/eller moderen f.eks. var drikfældig, bare ikke gad arbejde (op til kommunens skøn) - og i princippet også, hvis man havde undladt at betale til syge- eller arbejdsløshedskasse.

Alt i alt var en arbejderfamilie stadig i 1900-tallets første par årtier meget sårbar. Det kunne gå, så længe familiefaren havde fast arbejde og alle, både børn og voksne, var sunde og raske. Men turen ned ad bakken til fattigdom og reel nød var ikke lang, og undervejs lokkede "fattigmands eneste trøst", spritten.

Velfærdsstatens første brik

På ét område tog staten sagen i egen hånd. Det var i forhold til de gamle. I lov om alderdomsunderstøttelse fra 1891 fik værdigt trængende over 60 år ret til understøttelse uden at miste deres stemmeret. En forudsætning var dog, at den trængende aldrig havde modtaget fattighjælp.

Alderdomsunderstøttelse var ikke en forsikringsordning, hvor den enkelte selv skulle bidrage udover et offentligt tilskud, men en reel offentlig forsørgelse.