Syndikalisternes svar: Nej tak til forhandlinger på rigsdagen. Ja tak til revolution!

En gren af arbejderbevægelsen troede ikke på, at arbejderne kunne opnå forbedringer ad parlamentarisk vej, altså ved repræsentation i folketinget. De troede på "direkte aktion", strejker - og i sidste ende revolution. Arbejderbevægelsens venstrefløj, syndikalisterne, fik større og større opbakning under verdenskrigen. Den sociale nød var én af årsagerne.

Arbejdere begyndte i løbet af 1800-tallet at organisere sig for at forbedre deres livsvilkår både økonomisk, socialt, politisk og kulturelt. Det skete også i Danmark, og omkring århundredeskiftet 1900 var der i Danmark en arbejderbevægelse organiseret i fagforeninger, socialistiske partier mm.

En del af arbejderbevægelsen mente, at arbejderklassen skulle gennemtvinge sine krav ved hvad de kaldte 'direkte aktion', dvs. strejke, sabotage og boykot. Kampaktiviteterne skulle ende med en generalstrejke, der igen skulle ende med en revolution. Efter revolutionen skulle fagforeningerne have magten i samfundet.

Retningen hed syndikalisme (fra fransk ord for 'fagforening'), og den voksede voldsomt ikke kun i Danmark, men i hele Europa i årene 1917-1920. Syndikalismen var den eneste egentlige massebevægelse udover Socialdemokratiet i arbejderbevægelsen.

En verden under forandring

Den sociale ulighed var enorm, og mens finansmænd havde tjent styrtende med penge på krigen, levede arbejderne under elendige vilkår. Arbejdsløsheden var stor, der var bolignød, mangel på brændsel, og de arbejdsløse fik kun ringe understøttelse. Den sociale uro lurede lige under overfladen.

Verden forandrede sig drastisk: 1. verdenskrig sluttede i november 1918 og efterfulgtes af revolution i Tyskland og året før i 1917 havde der været revolution i Rusland. I resten at Europa blussede den revolutionære ild med massedemonstrationer, dannelse af arbejderråd m.m.

De danske syndikalister mente, at revolutionen også måtte være på vej i Danmark, og de var derfor meget aktive i årene 1918-1919. Det var nu, der skulle sættes ind med 'direkte aktion'. De arrangerede flere demonstrationer, strejker, plyndringer af butikker med madvarer m.m.



Jens Jensen (1859-1928) var den første socialdemokratiske borgmester i Danmark og en central kraft i organiseringen af arbejderbevægelsen. 'Maleren', som han blev kaldt, fordi han var uddannet maler, var også den første formand for LO og med til at indgå den første aftale mellem arbejdsmarkedets parter (LO og DA). Septemberforliget fra 1899 fungerede som arbejdsmarkedets 'grundlov' helt til 1960. Foto i Wikimedia.org