Befolkningens vilkår i Sønderjylland

I Sønderjylland ændrede 1. Verdenskrig livet radikalt. Eftersom mændene var i krig, havde kvinderne alene ansvaret for hjemmet og måtte også til at forsørge familien økonomisk. Hertil kom, at kvinderne gik i frygt for deres mands, sønners og brødres liv.

Maksimalpriser og rationering

Allerede fra 1915 var der mangel på fødevarer, og de tyske myndigheder forsøgte at fordele de begrænsede midler på en socialt retfærdig måde. De indførte maksimalpriser på de vigtigste fødevarer og fra marts 1915 rationeringsmærker. Hver gang man fremover købte de rationerede varer, afleverede man et rationeringsmærke. Der blev oprettet folkekøkkener til bespisning af børn fra fattige hjem. I dette store hjælpearbejde blev der ikke skelnet mellem dansk eller tysk.

Det sultne Nordslesvig bliver Tysklands kornkammer

Trods myndighedernes forsøg på at sikre fødevarer og brændsel til alle, blev det sværere og sværere for samfundets dårligst stillede at klare sig. Især arbejderfamilierne i byerne og på landet havde meget vanskelige kår. Derfor kom det fra 1917 til social uro med kvindedemonstrationer og talrige klagesager. Mange mente, at landbrugsområdet Nordslesvig blev tvunget til at aflevere alt for mange fødevarer til store tyske byer som Hamborg. Selvom situationen her var langt alvorligere, føltes det alligevel urimeligt for mange at sende fødevarer sydpå, når mange nordslesvigske familier også sultede.



Forholdene i Sønderjylland var for civilvefolkningen præget af maksimalpriser og rationeringsmærker. Her ses rationeringsmærker, der gav ret til at købe 40 gram brød per mærke.