Landbefolkningens vilkår i Danmark

Korn og især brødkorn, rug og hvede, fik en helt central plads i de mange indgreb, som kendetegner verdenskrigen. Det blev en meget vigtig opgave for regeringen at sikre befolkningen det daglige brød.

For bønderne betød det først og fremmest, at de fik besked på at aflevere en større eller mindre andel af deres høst. De fik betaling for kornet, men det blev ret hurtigt regeringen, der fastlagde prisen.

Landbruget: Et frit erhverv i spændetrøje

Landmændene var vant til at bestemme selv. Nu skulle regeringen have indsigt i, hvad landmændene dyrkede på markerne og hvad de brugte afgrøderne til.

Dertil kom indskrænkningerne. I lange perioder måtte bønderne f.eks. ikke give deres husdyr brødkorn at spise.

At bruge rug og hvede som foder til køer, heste eller endda høns og grise er ikke rentabelt. Prisen på brødkorn er som regel højere end prisen på foder – så det er alt andet lige imod landmandens egen interesse at kaste brødkorn for svin. Men krigen kunne godt rykke balancen noget.

Mange foderstoffer som majs og soyakager skulle importeres og indføres ad søvejen med de risici, som krigen indebar. Foderstoffer blev både dyrere og sværere at skaffe. Og på den anden side var det regeringen (og ikke efterspørgslen), der fastlagde (maksimal-) prisen på brødkorn.

Brødkorn var ikke bare brødkorn

Det var især "brødkorn i gråzonen", der skabte problemer. Kornet kunne være angrebet af en plantesygdom kaldet brand, i forbindelse med tærskningen fremkom såkaldt frarensning – og tilsidst fejede karlen laden og hældte affaldet i sækken med foder. Alle de tre nævnte typer var foder i bondens forstand – men principielt set brødkorn i regeringens.

Korn, der ikke var tjenlig til brød, skulle selvfølgelig ikke males til mel. Men regeringen mente, at det ikke gik an at opfodre f.eks. sygdomsangrebet korn, før bonden havde indhentet tilladelse. Bonden skulle altså have fat i den lokale prisreguleringskommission og have denne til at godkende, at dette korn virkelig ikke var tjenlig til brød.

Kom en inspektion forbi og fandt brødkorn blandet i foderet, så vankede der en bøde, hvis der ikke på forhånd var indhentet tilladelse.

Fodringsforbudet er blot et, men vigtigt, eksempel på indskrænkninger og kontrol.

Snyd og bedrag

Landmændendes svar på kontrol og indskrænkninger kunne være snyd. Der findes mange kriminelle sager om hvordan landmændene forsøgte at omgå reglerne. Men allerede i de talrige indskærpelser af fodringsforbudet kan man næsten aflæse, hvor fantasifulde bønderne kunne være. F.eks. blev det på et tidspunkt udtrykkeligt forbudt at bage brødkorn til brød – for derefter at bruge brødene til foder…

Kornnævn, amtsnævn og Ernæringsråd

Først i september 1917 fandt regeringen ud af en holdbar måde at organisere ligninger og afleveringer af korn, kontrollere formalingen til mel, kontrollere bagningen til brød – med andre ord hele processen fra kornet blev puttet i jorden som såsæd til det kom på bordet i form af brød.

Til bistand havde regeringen lokalt de kommunale kornnævn og regionalt amtsnævnene.

Kornnævnene skulle bl.a. kontrollere den formaling af rug og hvede, der skete ude hos bønderne selv. De skulle også fordele byg til foder og sikre, at der på hver enkelt ejendom var den fornødne mængde såsæd.

Amtsnævnet fungerede dels som en ankeinstans og dels som administrator af de statslagre, der blev oprettet rundt omkring i amtet. Fra september 1917 foregik al handel med korn gennem disse lagre, der var oprettet hos udvalgte møllere, brugsforeninger og andre handlende.  Til gengæld for retten til at handle med korn skulle disse udvalgte handlende månedlig afgive beretning om handelen og var underlagt et vist opsyn.

Den overordnede styring og fordeling hen over landet lå hos Ernæringsrådet, som også var en nyoprettet institution. Hos Ernæringsrådet lå også den endelige afgørelse i tvivlssager.



Bønderne var meget imod at skulle sælge deres korn til maksimalpriser. Axel Thiess har her karikeret modstanden ved at fremstille bønderne som part i krigen. Tegning i Blæksprutten, 1917.