Dømt til prostitution

Ud fra devisen om, at prostitution var kommet for at blive – og måske endda ligefrem var samfundsnyttig som 'lynafleder' for mænd, der ikke havde adgang til kvinder – blev prostitutionslovgivningen i det 19. århundrede først og fremmest indrettet efter at hindre, at de dødsensfarlige kønssygdomme ikke greb om sig som en epidemi. Men lovgivningen blev udråbt som dobbeltmoralsk i begyndelsen af det 20. århundrede.

Den reglementerede prostitution 1874-1906

Selvom prostitution siden middelalderen havde været opfattet som et brud på Guds lov, var myndighederne gennem 1800-tallet først og fremmest bange for de kønssygdomme, de prostituerede kunne smitte samfundet med. I 1874 indførtes derfor den såkaldte 'reglementerede prostitution'. Med denne lov kunne politiet tvangsindskrive kvinder til prostitution på bestemte bordeller, hvis de tre gange forinden var blevet dømt efter straffelovens § 180 vedr. 'utugt'. 

Tvangsindskrivningen som prostitueret indebar, at den prostituerede kvinde regelmæssigt skulle lade sig undersøge af en læge, der kontrollerede og eventuelt behandlede hende for kønssygdomme. Til gengæld slap hun for fængselsstraf. Loven af 1874 var ikke tænkt som legalisering af prostitution, men som et middel til at hindre smittespredning af kønssygdomme gennem kontrol.

Fortalere og modstandere af den reglementerede prostitution

Fortalerne for den reglementerede prostitution (de såkaldte 'reglementarister') fandtes blandt læger og politikere, som anså loven for at være et nødvendigt redskab til bekæmpelse af kønssygdomme. 

Modstanderne af loven ('abolitionisterne') hævdede til gengæld, at loven legaliserede prostitution, og at dette var et brud på sædeligheden og den offentlige moral. Modstanderne kom fra de religiøse kredse, men også medlemmer af Dansk Kvindesamfund var imod loven. De mente, at loven var dobbeltmoralsk, eftersom kun den ene part (den prostituerede kvinde) kunne straffes, mens mænd som kunder gik fri. Loven var en torn i øjet på deres ligestillingssag, hvor begge køn skulle udvise høj moral (dvs. mådehold) på det seksuelle område. 

Den reglementerede prostitution afskaffes

Modstanden mod loven fik organiseret form med oprettelsen af 'Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed' i 1879. Foreningen havde som erklæret formål at afskaffe den reglementerede prostitution, ...'fordi den ikke alene ikke formindsker hverken Utugten eller dens sygelige Følger, men tvertimod forøger begge'.

Da det blev kendt, at antallet af kønssygdomme ikke faldt, sådan som fortalerne ellers havde hævdet ville ske, blev det svært at argumentere for lovens eksistensberettigelse. I 1906 blev loven da også afskaffet, og herefter var det kun § 180 i straffeloven, der gjaldt:

"Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel søge Erhverv ved Utugt, straffes med Fængsel."

Prostitution kunne straffes med op til 2 års fængsel.

Straf for udbredelse af kønssygdomme

Før penicillinens udbredelse i 1940'erne var det vanskeligt effektivt at behandle personer smittet kønssygdomme som syfilis eller gonore. Kønssygdommene opfattedes ikke (kun) som et individuelt problem. Det blev set som et væsentligt samfundsproblem i en tid, hvor myndighederne ønskede at styrke borgernes moralske og fysiske sundhed - til gavn for samfundet og de kommende slægter. 

Myndighedernes opmærksomhed på udbredelsen af kønssygdomme ses også i straffeloven. Prostituerede kvinder, der fortsatte deres erhverv til trods for, at de var lidende af en kønssygdom kunne straffes med forbedringshusarbejde dvs. fra otte måneder til 6 års fængsel– og dermed hårdere end selve prostitutionsparagraffen (§180):

§ 181 (Udbredelse af kønssygdomme):

Naar Nogen, som er vidende eller har Formodning om at være behæftet med venerisk Smitte, øver Utugt med en Anden, bliver Straf af Fængsel eller under skjærpende Omstændigheder Forbedringshuusarbeide at anvende.

Prostitutionskunden

I dag er hverken prostitution eller det at være prostitutionskunde forbudt i Danmark. Det var det til gengæld under Danske Lov fra 1683 og frem til den nye straffelov i 1866. 

Med straffeloven af 1866 blev kunden fritaget for straf. Herefter optrådte kunderne kun som vidner mod de prostituerede kvinder i straffesagerne. Kunderne selv blev hverken tiltalt eller straffet.



På beværtningen "Det Røde Hav" i Holmensgade i København kom tilsyneladende både sømænd og prostituerede. Kvinden, der sidder, er iført den karakteristiske "uniform", den hvide kjole, som symboliserer at hun er prostitueret. København 1906. Foto i Københavns Bymuseum