Køn og seksualitet

Omkring år 1900 var der forskellige normer for kvinder og mænds seksuelle adfærd. Den 'sande' kvindelige og mandlige natur blev defineret af læger og psykiatere ud fra en biologisk forklaringsmodel. Med analyser, diagnoser og kategoriseringer fastsatte de normerne for, hvad der var en normal mand/kvinde. Men normerne blev udfordret og diskuteret i begyndelsen af århundredet.

Mandlig seksualitet

Den mandlige seksualitet blev betegnet som stærk og vanskelig at tæmme. Selv om mådehold havde været normen siden 1800-tallet, hævdede nogle læger, at det kunne være skadeligt for manden, hvis han undertrykte sin seksualitet. Hvis manden ikke fik udløb for sin stærke seksualdrift, kunne det resultere i, at han fik udløb gennem diverse perversioner eller måske endda gennem overgreb. I begyndelsen af århundredet var det derfor ikke ualmindeligt, at seksualforbrydere blev udspurgt om samlivet med hustruen. Var det mangelfuldt – havde hun ikke været villig (nok) til at omgås manden seksuelt - var det en af forklaringerne på hans adfærd; men ikke en undskyldning.

Kvindelig seksualitet

Før århundredeskiftet mente man, at kvinden ikke rummede en seksualitet. I starten af 1900-tallet anerkendte man, at kvinder havde en seksualitet, dog var den mere passiv, mere 'slumrende' end mandens. Kvindens seksuallyst skulle derfor vækkes af manden, og denne forestilling åbnede mulighed for at se mænds brug af tvang i seksuelle forhold som en del af den seksuelle akt.

Anerkendelsen af kvindelig seksualitet betød ikke, at kvinder frit kunne udleve deres begær. Den 'gode' pige var dydig og ydmyg, og hun indlod sig ikke i seksuelle forhold før ægteskabet, hvis hun ville undgå at betragtes som letlevende og løsagtig – eller endnu værre: som prostitueret

Køn og seksualitet i retsvæsenet

Seksuelt aktive kvinder kunne risikere at stå svagt i sager om seksuelle overgreb. Selv i incestsager, hvor barnets adfærd blev undersøgt. Troværdighed var alfa omega i straffesager, og havde en kvinde vist tegn på seksuel adfærd, blev hun betragtet som mindre troværdig end den 'dydige' kvinde. Koblingen mellem kvinders seksualitet og troværdighed betød, at kvinder kunne miskrediteres i retten, hvis de ikke levede op til de strenge kønsnormer.

I forbindelse med voldtægtssager var det endda sådan, at manden kunne idømmes en lavere straf, når det var foregået mod en berygtet kvinde.

Normerne udfordres

I slutningen af 1800- og ind i 1900-tallet rejste sig en kritik af synet på mandlig (aktiv) og kvindelig (passiv) seksualitet, der betegnedes som dobbeltmoralsk. Kritikkerne var delt i to lejre. På den ene side fandtes fortalere for en friere seksualitet for begge køn. På den anden side var der kvinder og mænd, der mente, at begge køn skulle udvise mådehold på det seksuelle område. Det sidste synspunkt kom til orde i tidsskriftet Kvinden og Samfundet i 1908, men skrevet af en mand, Knud Stampe Bardenfleth:

"Kravet maa her lyde: Samme Pligt for Mand som for Kvinde til at leve sit Liv i Renhed, saaledes som Bjørnson har stillet det i »En Handske«, men ikke: Samme Ret for Kvinde som for Mand til at besudle Sjæl og Legeme ved at give efter for hver flyg­tig erotisk Stemning. Rejses det sidste som Fanemærke, saa vil sikkert Ungdommen falde fra, og den Bevægelse, der ikke har Ungdommen med sig, er Døden vis."



I starten af 1900-tallet foretog det københavnske politi flere aktioner mod formodede homoseksuelle mænd. Under ransagninger fandt man flere billeder, der blev konfiskeret og ejerne fik fængselsstraffe. Foto i Rigsarkivet, København.