Prævention og illegale aborter

Afbrudt samleje var ikke den eneste form for prævention, man kendte til i begyndelsen af 1900-tallet. Kondomer – eller præservativer, som de hed –var velkendte og lovlige. Derimod var det ulovligt at reklamere for produkterne.

Abort var ulovligt. Men selvom abort først blev tilladt i 1973, begyndte vejen hertil allerede i 1920'erne.

Prævention

I begyndelsen af 1900-tallet var man klar over, at kondomer kunne hindre både de frygtede kønssygdomme som syfilis og gonorre og uønskede graviditeter. Alligevel blev det ved lov i 1906 forbudt,"ved Bekendtgørelse, Skiltning, Udsendelse af Beskrivelse m.m. at henvende sig til Almenheden, eller til ubekendte eller ubestemte Personer med Tilbud om Salg af Genstande tjenlige til at forebygge Følger ved Samleje".

Det forhindrede dog ikke butiksejere m.fl. i at annoncere med produkterne. Som dæknavne for kondomer anvendtes bl.a. "hygiejniske" eller "franske" artikler. I 1937 blev det tilladt at reklamere for produkterne, hvis det vel at mærke ikke skete på "forargelig måde". Det måtte man til gengæld fra 1967.

Abortlovgivningen

Selv om mænd siden 1763 havde været forpligtet til at yde økonomisk bidrag til de børn, de avlede uden for ægteskab, havde de ikke sjældent fuldført et samleje, også uden brug af kondom. Kvinden fik konsekvenserne at føle på andre måder. Der var jo hele graviditeten, barnefødslen, skæve blikke fra naboer og selvfølgelig bleskift og amning og deraf følgende begrænsede muligheder for at arbejde og tjene penge.

Abort – eller fosterfordrivelse, som det oprindeligt hed - blev betragtet som mord. Før 1866 var det behæftet med dødsstraf for kvinden, og herefter lød strafferammen på op til 8 års fængsel frem til 1930.

I 1920'erne blev abort et varmt diskussionsemne. Flere politikere argumenterede for, at den mor, der greb til abort som udvej, var ulykkelig og hjælpeløs. Hun skulle derfor hellere hjælpes end straffes. I praksis blev de fleste kvinder på dette tidspunkt da også fritaget for straf, selvom man skønnede, at der blev foretaget ca. 5000-10.000 illegale aborter årligt omkring 1930. Politikerne drog konsekvensen af de nye tider og straffepraksis og nedsatte i 1930 strafferammen fra otte til to års fængsel i abortsager.

Abort-diskussionen i 1920'erne viser på den ene side, at tiden ikke var moden til fri abort, for dertil var både politikere og en del af befolkningen bange for, at det ville føre til en seksuel løssluppenhed, som ikke harmonerede med samtidens moral og værdier. På den anden side var synet på kvinden, der valgte illegal abort, ændret fra en mere eller mindre religiøs forargelse til en større forståelse for kvindens situation. I 1937 blev der med Svangerskabsloven nemmere adgang til abort, hvis graviditeten var til fare for kvindens liv (medicinsk indikation) eller hvis barnet var sygt. Derudover kunne kvinder også få lov til at abortere, hvis de havde været udsat for voldtægt.

Frit moderskab og illegale aborter

Abort-diskussionen fandt sted samtidig med, at flere kvinder, først og fremmest forfatteren og kvindesagsforkæmperen Thit Jensen, argumenterede for frivilligt moderskab. Thit Jensen gik ganske vist ikke ubetinget ind for fri abort, men hun agiterede for prævention og seksualoplysning – længe før, det overhovedet blev opfattet som en samfundsopgave. I 1924 stiftede hun Foreningen for Seksuel Oplysning sammen med lægen J.H. Leunbach, der udførte illegale aborter, og som blev dømt herfor i 1936.



Thit Jensen (1876-1957) var både forfatter og foredragsholder med et stort engagement inden for forbedringen af kvinders vilkår i samfundet. Hovedemnet for hendes mange foredrag var det frivillige moderskab. Selv om hun ikke gik ind for abort, så mente hun, at det skulle være fuldt lovligt af forbygger svangerskab og overlade beslutningen om barn eller ej til den enkelte kvinde. Da hun i 1924 sammen med lægen J. Leunbach stifte "Foreningen for seksuel oplysning" skete det med henblik på at oplyse især kvinder om mulighederne ved præventive midler. Foto i Wikimedia Commons