Syfilis – samfundets svøbe

Syfilis og gonorre var frygtede kønssygdomme på samme måde, som Aids er det i nyere tid. I 1850 omtaltes syfilis som "den værste fjende vi have at kæmpe imod" af overlægen på Sct. Hans. Og frygten var velbegrundet.

Symptomer og diagnosticering

De sene symptomer på syfilis fandtes på forskellige dele af kroppen. De alvorligste var beskadigelse af den store legemspulsåre, beskadigelse af hjertet og forandringer i nervesystemet og hjernen og af huden.

Usikker gang, kramper og storhedsvanvid var symptomer på, at syfilis havde sat sig som betændelse på hjernen, også kaldt Dementia Paralytica. Talebesvær var et andet velkendt symptom, og patienterne blev bl.a. testet i, om de kunne udtale " Tredje ridende artilleribrigade". Kunne de ikke udtale dette uden at snuble over ordene var det indikation på, at sygdommen havde sat sig på hjernen.

Syfilis-bakterien blev identificeret i 1905 af den tyske zoolog Fritz Schaudin og kunne påvises hos mennesker gennem undersøgelse af væsken omkring hjerne og rygmarv.

Behandling af syfilis-patienter

Sygdommen Dementia Paralytica brød som regel ud ca. 15 år efter smittetidspunktet. Patienterne blev typisk indlagt på sindssygehospitaler, hvor læger og psykiatere omhyggeligt nedskrev patientens symptomer og eventuelle tidligere fysiske eller psykiske lidelser i patientens liv og familie. Det sidste var væsentligt for at bedømme, om patienten var disponeret for sindssygdomme. Den øvrige familie blev derfor typisk nævnt i patientjournaler.

Behandlingen bestod primært af ro og hvile understøttet af beroligende medicin og lange karbade. I 1920'erne begyndte lægerne at indpode patienterne blod fra malariapatienter efter østrigsk model. Den efterfølgende feberdannelse havde ifølge lægerne en gavnlig effekt på Dementia Paralytica, og der meldtes om helbredelse af op til 50 % af patienterne.

Det var først med udviklingen af penicillin i 1940'erne, at sygdommen effektivt kunne behandles. Indtil da levede patienterne gennemsnitligt 3 år fra sygdommens udbrud.

Oplysning eller disciplinering? Advarsel mod kønssygdomme

Flere bøger udkom om kønssygdomme; nogle for at oplyse om sygdommens årsag, andre for at skræmme unge mennesker fra at have seksuelle forhold. En af dem var bogen "Dræbende Kys. Bogen om Menneskehedens Svøbe" fra 1928. Som titlen antyder, advares bogens læser mod kys med truslen om, at det kunne være den lige vej til syfilis. Pointen i bogen var, at især de unge mennesker skulle holde sig på dydens smalle sti, fordi:

"Syfilisgiften udvælger sig gerne de unge, de gladeste og smukkeste. Pas derfor paa!".

Budskabet blev suppleret med en række billeder af syfilis-sår i forskellige stadier – til skræk og advarsel!





"Dræbende kys - Bogen om Menneskehedens Svøbe" udkom i 1928. Formålet var med udpenslende billeder og tekst af advare den danske ungdom mod de farer, der kunne ligge i at kysse det modsatte køn - det kunne være den lige vej til at blive smittet med syfilis.

Bogen kan betragtes som et udtryk for den to-strengede strategi myndighederne benyttede sig af i forhold til at stoppe udbredelsen af veneriske sygdomme - på den ene side var der strenge straffe for bevidst at udsætte andre for smitte, på den anden side var der oplysningen, som f.eks denne bog.