Tidslinje: Danmark 1900-1925

Her kan du få et kronologisk overblik over perioden. Tidslinjen er fortrinsvis bestemt af politiske begivenheder.

1901: Hemmelig afstemning

Indtil 1901 foregik valg til folketinget ved håndsoprækning eller ved, at den som stemte simpelt hen blev spurgt, hvem han stemte på. Og det blev så ført til protokols. En arbejdsgiver kunne med andre ord holde øje med, hvem hans ansatte stemte på. Det kunne i sig selv få en fattig landarbejder til at tænke sig om en ekstra gang, før han stemte.

Den hemmelige afstemning, hvor man sætter et kryds i en afskærmet valgboks, var derfor en sejr for de partier, som havde tilslutning blandt arbejdere i by og på land, navnlig Socialdemokratiet og venstrefløjen af Venstre (fra 1905 Det radikale Venstre). 

Regeringspartiet Højre blev ved valget den 3. april 1901 halveret, og en næsten lige så stor tilbagegang havde Det moderate Venstre, som havde samarbejdet med regeringen. Højres popularitet var allerede i aftagende, og det var  ikke alene indførelsen af hemmelig afstemning, der førte til det store nederlag.

1901: Systemskifte

Grundloven i 1849 gav magten til folket og tog den fra kongen. Stadig var (og er) det dog kongen, som peger på en regeringsleder. Den magt fik navnlig betydning under de bevægede provisorieår fra 1877-1894, hvor et lille, men kongetro mindretal dannede regering og kun regerede med støtte fra det ene af Rigsdagens to forsamlinger, Landstinget. Stemte folketingsflertallet mod et lovforslag, mente regeringen at kunne gennemføre forslaget som et "provisorium", en foreløbig lov.

Ved folketingsvalget i 1901 var mindretallet blevet endnu mindre - nærmest halveret. 24 mandater tilsammen havde Højre og Det moderate Venstre. Folketingets Venstre og Socialdemokratiet havde tilsammen 90. Udsigten til endnu en Højre-regering var grotesk, selv for fremskridtsvenlige højrefolk. Det lykkedes at få overtalt kongen til nu at pege på venstremanden Deuntzer som forhandlingsleder.

Med dette systemskifte blev parlamentarismen anerkendt. Det betød, at en regering nu aldrig kunne have et folketingsflertal imod sig. Samtidig skabte systemskiftet muligheder for Venstre, som havde sin basis i det store flertal af bønder. Med ministeriet Deuntzer skiftede magten fra embedsmands- og godsejerpartiet Højre til bøndernes, de intellektuelles og de moderne industriforetageres parti, Venstre.

I 1953 blev parlamentarismen lovfæstet i grundloven.

1901: Ny lov om tilsyn med børns og kvinders arbejde

Efter pres fra Socialdemokratiet og fra fagbevægelsen var en revision af den gamle fabrikslov fra 1873 taget op. Loven blev vedtaget under Højreregeringen fra før systemskiftet. Børn skulle nu være mindst 12 år gamle, før de måtte arbejde på fabrik. De måtte ikke arbejde i skoletiden, og de måtte højst arbejde i 6 timer.

Kvinder kunne få, ja skulle faktisk have, 1 måneds barselsorlov, men dog til en meget ringe betaling, og den del af lovgivningen fik ikke den store betydning.

I 1913 blev loven revideret igen, og denne gang blev det helt forbudt at ansætte børn i industrien, hvis de stadig gik i skole.

1903: Skolereform

Siden 1814 havde alle børn været underlagt en 7 års undervisningspligt. Ved siden af folkeskolen voksede efterhånden friskoler op på landet og private borger- og realskoler i byerne. Mens de private skoler som betalingsskoler tiltrak de bedrestilledes børn, var de dårligst stillede henvist til folkeskolen. Og da børn fra trange kår som oftest samtidig med at passe skolen også skulle bidrage til familiens forsørgelse, blev forskellene mellem niveauet i folkeskolen og i privatskolerne især i byerne meget store. Det blev så godt som umuligt for et barn i en folkeskole at fortsætte sin uddannelse ud over de 7 år, fordi springet til realskole og gymnasium var alt for stort.

Med skolereformen i 1901 indførtes mellemskolen. Efter 5. kl. fik piger og drenge mulighed for at gå i mellemskolen, som enten skulle munde ud i en 1-årig realeksamen eller et treårigt gymnasium. Reformen var et løft for de lige muligheder for børn i byerne, men noget vanskeligere så det ud for børn på landet. Det var næsten umuligt at skulle bryde op efter 5. klasse og hver dag tage ind til byens mellemskole.

Reformen betød dog et noget bredere rekrutteringsgrundlag til realeksamen og gymnasium. Fra ca. 400 studenter i 1900 dimitterede ca. det dobbelte 10 år senere.

1905: "Børneloven"

Børnelovens officielle titel var "Lov om behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge personer". Og der var da også et dobbelt sigte med loven. Dels ønskede man at at dæmme op for den småkriminalitet, som bl.a. var en følge af, at mange børn var overladt til sig selv og måtte hutle sig frem. Dels skulle loven give disse børn mulighed for en lidt sundere opvækst, i såvel moralsk som fysisk henseende. Der var for så vidt god sammenhæng med såvel skolereform og den nye lov om børns arbejde i fabrikker.

1904/8: Kvindelig valgret til menighedsråd og kommunalbestyrelser.

Kunne kvinder udtrykke selvstændig mening og forstå sig på anliggender, der ikke kun handlede om deres eget hjem, børn og familie? Det var et stort diskussionsemne, og i øvrigt ikke kun i Danmark. I 1904 fik kvinderne mulighed for at vise, at de havde en mening om kirkelige spørgsmål, da de ved menighedsrådenes oprettelse fik stemmeret. Fire år senere, i 1908 fik de også andel i andre, stadig lokale spørgsmål, da de fik stemmeret ved valgene til sogneråd og kommunalbestyrelser.

1906: Ophævelse af den reglementerede prostitution

Efter en periode på 32 år, hvor "faldne kvinder" kunne drive en form for legal og meget kontrolleret prostitution, blev ordningen ophævet, og det blev igen entydigt kriminelt at være prostitueret.

1908: Albertiskandalen

Justitsministeren bag f.eks. børneloven og ophævelsen af den reglementerede prostitution hed P.A.Alberti. Han havde været minister siden 1901 og systemskiftet. I 1908 blev det afsløret, at han havde begået underslæb for et stort millionbeløb, og selv om han længe nægtede hårdnakket, gav han til sidst op og meldte sig til politiet. Han kom til at sidde i fængsel fra 1910 til 1917, hvor han blev benådet.

Statsministeren, J.C.Christensen, havde stolet på sin justitsminister og ydet ham et lån på 1½ mio. kr. af statskassen. Efter Albertis arrestation blev der rejst rigsretssag mod bl.a. statsministeren, som måtte gå af.

I første omgang blev en anden venstremand, Niels Neergaard statsminister. Men efter valget i 1909 dannede Det radikale Venstre for første gang regering med støtte fra Socialdemokratiet. Statsministeren var C. Th. Zahle. Regeringen blev allerede i 1910 afløst af en Venstreregering. Men også efter valget i 1913 blev Zahle statsminister og Det Radikale Venstre regeringsparti. Det vedblev det at være til 1920.

De første ord i partiprogrammet fra 1905 var "Danmark erklærer sig vedvarende neutral". Foruden en klar antimilitaristisk linje programsatte partiet udjævning af sociale forskelle og ophævelse af privilegier, bl.a. den privilegerede valgret, der tilgodeså de velstående ved valg til Landstinget. Kvinder skulle have valgret på lige fod med mænd, tjenestefolk på lige fod med deres arbejdsgiver.

1914: 1. verdenskrig. Værdisammenbrud og velfærdsstatens vugge

Det radikale Venstre havde regeringsmagten, da 1. verdenskrig brød ud. Danmark formåede at holde sig neutral gennem hele krigen, mens Sønderjylland, som var tysk indtil 1920, i høj grad blev involveret i krigen.

Udjævning af sociale forskelle blev en påtrængende opgave under verdenskrigen. Man gjorde det ved at bryde med "natvægterstaten". Den radikale regering lod ikke kræfternes frie spil klare de forsyningsproblemer, som verdenskrigen affødte. Der udfoldede sig istedet et kæmpemæssigt administrativt apparat, som havde til opgave at fordele brød, kartofler, foderstoffer osv. osv. ligeligt. Denne indgriben er også blevet set som den moderne velfærdsstats vugge. Ikke fordi befolkningen var sikret velfærd, men fordi regeringen og dets mange underordnede organer faktisk forsøgte at sikre befolkningens velfærd.

1. verdenskrig havde længe ligget og luret, for mange internationale spændinger gjorde Europa til en krudttønde. Alligevel herskede en fremskridtstro uden lige. En tillid ikke mindst til de tekniske fremskridt. Tillid til fornuft og rationale.

For de europæiske arbejderbevægelsers vedkommende hvilede tilliden til fremtiden og fremskridtet ikke mindst på tillid til hinanden: Hvis arbejderne i Europa, ja, hele verden, stod sammen og ikke gik i krig - ja, så ville krig være en umulighed.

1. verdenskrig betød, at mange værdier brød sammen. Fornuften og rationalet herskede ikke. Syngende og begejstrede drog arbejdere i krig for fædrelandet. Den internationale arbejdersolidaritet havde været en illusion. Værdisammenbruddet kan aflæses i litteraturen fra tiden omkring 1. verdenskrig. Og den kan aflæses i den danske fagbevægelses kursændring fra internationalt orienteret til nationalt orienteret.

1915: Ny grundlov giver kvinderne valgret

Demokratiseringsprocessen stod ikke stille under verdenskrigen, og en grundlovsændring havde længe været undervejs. I 1915 lykkedes det partierne at blive enige om en ændring, der betød en ophævelse af den privilegerede valgret til Landstinget. Samtidig fik kvinder valgret også til folketings- og landstingsvalg.

1916: Borgfred og salg af Vestindien

Navnlig under krigens første år var fagbevægelsen tilbageholdende med at stille lønkrav, og der var ikke mange strejker. Denne tilbageholdenhed var et udtryk for den borgfred, som krigen resulterede i i mange lande. I 1916 blev regeringen udvidet med tre såkaldte kontrolministre, Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet, J.C.Christensen fra Venstre og Chr.M. Rotbøll fra Det konservative Folkeparti. Blev den radikale regering "kontrolleret", så var alle partier nu også medansvarlige for landets styrelse.

Landet fattedes penge, og det lykkedes efter flere forsøg at få solgt Dansk Vestindien, som efter slaveriets ophævelse i 1848 var et fallitbo med stor fattigdom især blandt den sorte del af befolkningen.

1918: Håb for de danske sønderjyder. Våbenhvile. Revolution i Europa - og i Danmark?

Verdenskrigen blev ikke den lynkrig, som tyske generaler havde regnet med. Allerede fra efteråret 1914 var fronterne stivnet i en trøstesløs skyttegravskrig uden lige. Selv ikke da amerikanerne i 1917 gik ind i krigen, kom der en afgørelse. Var vestfronten styrket for de allierede, blev østfronten svækket med den russiske revolution i oktober 1917. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson havde dog tillid til, at de allierede entente-magter ville vinde. I januar 1918 udsendte han en erklæring om det grundlag, som freden til sin tid skulle hvile på. Et af hans 14 punkter var, at grænsedragninger skulle hvile på princippet om folkenes selvbestemmelsesret. Det gav nyt liv til håbet for de dansksindede sønderjyder, der ønskede at stemme sig "hjem til Danmark".

Freden kom langt fra lige med det samme. Endnu i foråret 1918 gennemførte Tyskland en offensiv. Først i november 1918 overgav Tyskland som den sidste af centralmagterne sig, og den 11. november blev våbenstilstanden underskrevet.

På det tidspunkt var der i tyske havnebyer udbrudt oprør blandt tyske marinesoldater. Snart bredte uroen sig til byernes arbejderklasse. Der blev dannet arbejder- og soldaterråd i mange byer. Også i Danmark ulmede revolutionen, og uroen kulminerede ved grønttorvsspektaklerne den 13. og 14. november. Men i Danmark var den revolutionære del af arbejderbevægelsen, fortrinsvis de såkaldte syndikalister, relativ lille.

1920: Genforening, "statskup" og generalstrejketrussel

Med verdenskrigens afslutning begyndte bestræbelserne på at få gennemført en afstemning om Slesvigs nationale tilhørsforhold. Den 10. februar 1920 stemte nordslesvigerne under ét. Der var et dansk flertal på 75%. Derefter blev der stemt i sognene sydfor enkeltvis, i den såkaldte 2. zone. I samtlige sogne var der tysk flertal.

Afstemningen betød, at sønderjylland blev dansk igen, men at Flensborg kom til at høre til Tyskland. Der rejste sig i borgerligt nationale kredse i Danmark en stemning for på en eller anden måde at få Flensborg gjort dansk alligevel, den såkaldte Flensborg-bevægelse.

Uroen var formentlig den udløsende omend ikke væsentligste faktor bag påskekrisen i 1920, hvor kongen afskedigede den radikale regering. En dybere årsag var det pres, som kongen lå under fra erhvervsfolk, der var lede og kede af den radikale regerings reguleringspolitik.

Arbejderbevægelsen reagerede på kongens "statskup" med trusler om generalstrejke. Fra bevægelsens side blev der nu stillet både faglige og politiske krav.  Den socialdemokratiske arbejderbevægelses krav blev stort set imødekommet - men derudover havde syndikalisterne stillet krav, og de blev ikke indfriet. Fag, hvor syndikalisterne havde stor indflydelse, gik derfor i "generalstrejke". Nu i modsætning til både arbejdsgivere og den etablerede fagbevægelse. Det betød, at de strejkende ikke fik den sædvanlige økonomiske bistand fra de øvrige fag. Det betød også, at der kunne indsættes tilpas mange strejkebrydere, så strejkerne ikke fik tilstrækkelig effekt. Syndikalisterne led et forsmædeligt nederlag, og deres rolle var herefter stort set udspillet.

1924: Første socialdemokratiske regering, første kvindelige minister

Blandt de politiske krav, som den socialdemokratiske arbejderbevægelse fik indfriet i 1920, var indførelsen af en ny valglov. Siden 1913 havde Socialdemokratiet været det parti, der fik flest stemmer, mens Venstre fik flest mandater i folketinget. Med det nye system skulle mandaterne fordeles efter stemmer, og efter valget i 1924 blev Socialdemokratiet det største parti, også i antallet af mandater.

I den første socialdemokratiske regering sad også den første kvindelige minister, Nina Bang. Undervisningsminister Nina Bang var ikke alene den første danske kvindelige minister. Hun var den første kvindelige minister i verden. Men for Danmarks vedkommende var hun en enlig svale. Den næste kvindelige minister kom først i 1947.